Kunstprojekt

Kunstprojektet kan med rette betegnes som et flagskib for Mend the Broken Hearts Uganda. Det består af både uddannelse og forretning og har til huse i byen Kabale, hvor der er lokaler med atelier og butik på byens hovedgade. I projektet undervises unge med kreative evner og interesser i forskellige former for billedkunst, tekstilkunst og kunsthåndværk. Den kunst, der produceres, sælges i butikken og på turisthoteller. Indtægterne fra salget deles mellem kunstneren, som derved selv kan købe nye materialer, og organisationen, der bruger overskuddet til at finansiere øvrige hjælpeaktiviteter.

De unge mennesker får altså gennem projektet en god og brugbar erhvervsuddannelse, samtidig med at andre trængte har gavn af projektet qua profitten fra salget af elevernes kunstværker.

Hundredvis af unge mennesker er gennem tiden blevet uddannet i projektet. Nogle af disse ernærer sig som selvstændige kunstnere og sælger til f.eks. turisthoteller og souvenirforretninger. Der kommer også ind imellem nogle elever fra nærliggende uddannelsesinstitutioner i erhvervspraktik i kunstprojektet, der altså efterhånden har stor betydning i lokalmiljøet. Kunstprojektet har også været med til at danne grundlag for et træskjoldsprojekt.

Kunstprojektets leder, Benjamin Namanya (i stolen på det første billede herunder), er også koordinator for alle organisationens aktiviteter i Kabale. Han er en ung mand fra fattige kår, der har fået en universitetsuddannelse i kunst med støtte fra organisationen. Desuden er kunstskolens andre dygtige undervisere selv oplært igennem projektet.