Kvægfarm

Mend the Broken Hearts (MBHU) driver en kvægfarm i Ntungamo District. Den fungerer både som et oplæringssted for lokale bønder og som en forretning med et årligt overskud, der kan være med til at finansiere organisationens mange projekter. Målet er at opnå økonomisk bæredygtighed for MBHU, så man kan blive mere uafhængig af midler fra Støtteforeningen til selvhjælp i Uganda for at kunne implementere sine vigtige indsatser.

Støtteforeningen har med en samlet investering på 181.100 kr. i årene 2023 og 2024 hjulpet MBHU i gang med realiseringen af farmen. I januar 2024 anskaffede MBHU et egnet jordstykke på 1,6 hektar, der blev indhegnet og delvis beplantet med foderafgrøder og skyggetræer af lokale sorter. Som bestyrer af farmen blev der ansat en landbrugskonsulent, som havde været tilknyttet det store IASAD-projekt i nabodistriktet Isingiro. Der blev boret en brønd, opført stalde og andre bygninger og indkøbt en hakkelsesmaskine. I løbet af foråret 2024 skabtes farmens besætning ved køb af 13 stykker ungkvæg af en god malkerace, og disse kvier blev insemineret.

2025 var det første fulde driftsår efter etableringsfasen, og i maj kælvede otte af de 13 køer og begyndte dermed at producere mælk, som kunne sælges til lokale skoler og på et lokalt marked. Der blev også solgt gødning fra dyrene, særlig til løgdyrkende bønder i det nærliggende Kayonza Subcounty, som er indsatsområde for LIFA-projektet. Desværre var regionen blevet ramt af miltbrand, og to af de otte køer havde af den grund fået dødfødt afkom. Miltbrandudbruddet viste sig at være omfattende, og det fik myndighederne til i adskillige måneder at forbyde salg af mælk og kød i Ntungamo District og nabodistriktet Mbarara samt lægge restriktioner på transport af landbrugsprodukter. Det betød en væsentlig lavere indtægt fra mælk og gødning end budgetteret i 2025. Modsat bidrog frasalget af en af køerne, som havde født en død kalv og var kommet til skade, med en uventet indtægt. Året sluttede dermed med en omsætning på cirka 22.700 kr., hvilket lige var nok til at dække farmens driftsudgifter inklusive nogle bygningsmæssige forbedringer. På grund af udfordringerne med miltbrandudbruddet var man dog langt fra at skabe det budgetterede overskud på omkring 29.200 kr.

De resterende kvier forventes at nedkomme i 2026, hvor også indkomstskabende aktiviteter som oplæring i opdræt, pasning og mejeriproduktion samt ydelse af veterinær bistand forhåbentlig kan komme i gang efter ikke at have været mulige i 2025 grundet restriktionerne i landområderne. Alle dyrene på MBHU’s kvægfarm er vaccineret mod miltbrand og er dermed kun i mindre grad blevet påvirket af sygdommen. Hen over årsskiftet var der på ny forbud mod salg af mælk og kød, og det er opretholdt i de første måneder af 2026. Selvom forbud og restriktioner forhåbentlig ophæves i løbet af året, vil det uundgåeligt påvirke årsindtægten i 2026, som også forventes at give et lavere overskud end budgetteret.

Trods de aktuelle udfordringer er dog mange ting, der går den rigtige vej. For eksempel er salg af kalve nært forestående, potentialet for salg af mælk og gødning er højt, når tilliden til produkterne vender tilbage efter ophørt salgsforbud, og kundegrundlaget for bedriftens ydelser såsom kurser i kvægavl er stort. Kunderne til sidstnævnte omfatter småbønder, som enten har deltaget i IASAD-projektet eller andre tidligere udførte landbrugsprojekter i de nærliggende områder, eller som deltager i det nye LIFA-projekt. Der arbejdes aktivt på en sammenkædning med disse målgrupper, så rigtig mange bondehusstande kan få glæde af farmens ydelser (oplæring og bistand) og produkter (gødning og avlsdyr) og mulighed for at levere til den (foder og arbejdskraft).

Kvægfarmen forventes at give MBHU et gevaldigt løft i form af flere ressourcer og dermed større styrke i det lokale hjælpearbejde.