Iværksætteri

I et land som Uganda, der er præget af stor arbejdsløshed, er det en stor gevinst for unge mennesker at få hjælp til at starte deres egne foretagender, som de kan ernære sig ved. Mend the Broken Hearts Uganda (MBHU) er meget aktiv i denne sammenhæng og har blandt andet i 2018 udbudt et kursus i iværksætteri for 100 udsatte unge uden en lys fremtid. Støtteforeningen til selvhjælp i Uganda finansierede med 10.200 kr. dette kursus fuldt ud. Det blev gennemført i Kanungu i skoleferien i januar, og nogle af deltagerne var store skoleelever, mens andre var droppet ud af skolen og nogle endda i stofmisbrug eller lignende problemer. Kurset blev indledt med to dages undervisning, hvor der med de unge deltagere blev gennemgået emner som identifikation af muligheder, forretningsopbygning, finansiering, organisering, afsætning og risiko. Herefter der blev dannet fem grupper, som fik en lille startkapital på knap 600 kr. hver til at starte rigtige foretagender og tjene rigtige penge med hjælp og vejledning fra kursets undervisere fra MBHU og Great Lakes Regional University i to uger. Således kom de udsatte unge i gang med eksempelvis at sælge æg og frugter fra egne små boder, flette og sælge kurve eller endda drive små butikker. Dermed blev kursets formål – nemlig at reducere de unges sårbarhed og afhængighed af støtte og bekæmpe fattigdom og arbejdsløshed blandt dem – i meget stor udstrækning opfyldt.

Unge mænd i den bod, de har etableret i forlængelse af iværksætterkurset

Undervisning af udsatte unge i iværksætteri

Ung tidligere stofmisbruger i sin butik startet efter iværksætteroplæringen