Kvægfarm

Mend the Broken Hearts (MBHU) driver en kvægfarm i Ntungamo District. Den fungerer både som et oplæringssted for lokale bønder og som en forretning med et årligt overskud, der kan være med til at finansiere organisationens mange projekter.

Støtteforeningen til selvhjælp i Uganda har med en samlet investering på 181.100 kr. i årene 2023 og 2024 hjulpet MBHU i gang med realiseringen af farmen. I januar 2024 anskaffede MBHU et egnet jordstykke på 1,6 hektar, der blev indhegnet og delvis beplantet med foderafgrøder og skyggetræer af lokale sorter. Som bestyrer af farmen blev der ansat en landbrugskonsulent, som havde været tilknyttet det store IASAD-projekt i nabodistriktet Isingiro. Der blev boret en brønd, opført stalde og andre bygninger og indkøbt en hakkelsesmaskine. I løbet af foråret 2024 skabtes farmens besætning ved køb af 13 stykker ungkvæg af en god malkerace, og disse kvier blev insemineret.

Efter endt etableringsfase vil indtægter komme fra salg af mælk, dyregødning, kalve og ydelser som landbrugsfaglig oplæring og veterinær bistand. Målet er at opnå økonomisk bæredygtighed for MBHU, så man kan blive mere uafhængig af midler fra Støtteforeningen for at kunne implementere sine vigtige indsatser. I det første år er der allerede kommet indtægt fra salg af gødning fra køerne. Salg af mælk og derefter kalve skal stå for de næste indtægter, ligesom udbydelse af kurser i kvægavl planlægges.

Kvægfarmen forventes at give MBHU et gevaldigt løft i form af flere ressourcer og dermed større styrke i det lokale hjælpearbejde. Der foretages desuden en sammenkædning med målgrupperne i IASAD-projektet og andre tidligere udførte landbrugsprojekter i de nærliggende områder, så rigtig mange bondehusstande kan få glæde af farmens ydelser (oplæring og bistand) og produkter (gødning og avlsdyr) og muligheden for at levere til den (foder og arbejdskraft).