Skolegang

Mend the Broken Hearts Uganda medvirker til at forbedre indlæringsvilkårene for flere hundrede primært forældreløse børn, som bor hos værger, der ikke har råd til at sende dem i skole. De er dermed afhængige af, at nogen træder til og hjælper dem til skolegang, hvis de skal have mulighed for at skabe sig en mere lovende fremtid end den permanente fattigdom og armod, de ellers har udsigt til. De fleste har en trist baggrund med sygdom, dødsfald, vold og omsorgssvigt. Skolegang er et vigtigt led i deres vej ud af håbløsheden og ind i en fremtid, hvor de kan forsørge sig selv og andre. Hjælp til skolegang er dermed i høj grad hjælp til selvhjælp.

Mange af de hjulpne børn går i offentlige skoler, der desværre ikke har særlig høj standard i Uganda, men Mend the Broken Hearts Uganda formår også at finansiere privat skolegang for nogle af de udsatte børn. Det drejer sig både om forskolen (børnehaveklasse), grundskolen, mellemskolen og overbygningsskolen (gymnasiet). Organisationen har et godt samarbejde med mange skoler og driver også selv en række skoler. Flere af skolerne ligger i afsides områder, hvor organisationen dermed yder et alternativ til en meget lang og besværlig skolevej for børnene eller simpelhen ingen skolegang.

Da der er rigtig mange børn, der skal betales skolepenge for, er der tale om en meget stor udgiftspost for organisationen. Som medlem af Støtteforeningen til selvhjælp i Uganda kan man sikre skolegang for yderligere et barn ved at tegne et skolesponsorat for et barn. Jo flere børn og unge, der får faste skolesponsorer, desto flere midler kan organisationen disponere over til andre hjælpeprojekter.

Skolebørn i Migyera, der hjælpes med sanitet og skolegang

Det er muligt at sponsere f.eks. et grundskolebarn i det meget fattige Kanungu-distrikt eller et for-, grund- eller mellemskolebarn på Mend the Broken Hearts' børnehjem i Mbarara. Forskolen (nursery school) består af de tre klassetrin baby, middle og top class, mens grundskolen (primary school) udgøres af de syv klassetrin P1-P7. Mellem- og overbygningsskolen (secondary school) består af et grundforløb (O level) med de fire klassetrin S1-S4 og dernæst evt. overbygningen (A level) bestående af klassetrinnene S5 og S6. På grund af manglende økonomiske midler når mange børn i Uganda aldrig til mellemskolen, selvom de har evner til det, og en stor del får endda ikke engang mulighed for at gennemføre grundskolen, da de familier, de bor hos, heller ikke har råd til at lade dem følge skolegangen her.

Læs mere om muligheden for at blive skolesponsor her. (Kræver adgangskode – se nærmere ved at følge linket.)

I forbindelse med skolegang er der særligt fokus på pigerne, da de ofte ikke har råd til hygiejnebind og derfor i stort omfang bliver hjemme fra skole, når de har menstruation. For at forbedre deres udbytte af skolegangen er der derfor iværksat et initiativ, hvor skolepiger forsynes med genbrugelige menstruationsbind, så de kan møde op til al undervisningen og alle eksaminerne. Læs mere om dette – og hvordan du kan støtte – her.

Se også, hvilke muligheder for videre uddannelse efter skolen, der tilbydes, her.