Mend the Broken Hearts Uganda

Mend the Broken Hearts Uganda er en religionsneutral lokalsamfundsbaseret organisation, der gennem en række forskellige indsatser yder hjælp til udsatte mennesker i det sydvestlige Uganda. Organisationen er registreret som non-profit-organisation hos Uganda Registration Service Bureau med registreringsnummer 80020000067143. Den har hovedsæde i bjergbyen Kanungu og har aktiviteter i distrikterne Kanungu, Kabale, Mbarara, Ntungamo, Isingiro og enkelte andre distrikter i området.

Det sydvestlige Uganda er et meget fattigt område, hvor goderne er ulige fordelt, og hvor krænkelser af menneskerettigheder er hyppige. Hiv/aids, malaria og en lang række andre sygdomme er meget udbredte, og hertil kommer lejlighedsvise tørkeperioder. Mange familier er derfor hårdt ramt af armod, sygdom og dødsfald og er ude af stand til at komme igennem deres tragedier ved egen hjælp. Desuden er der mange forældreløse og efterladte børn og en masse skæbner uden håb for fremtiden. Gennem sine projekter tager Mend the Broken Hearts Uganda hånd om disse mennesker og hjælper dem videre i tilværelsen ved at skabe et livsgrundlag, som de selv kan bygge videre på uden at være afhængige af fortsat støtte. Kort sagt: Hjælp til selvhjælp.

Herunder følger et udpluk af organisationens hjælpeprogrammer og indsatser:

  • Omsorg og skolegang for forældreløse og andre udsatte børn.
  • Støtte til etablering af selvforsynende og overskudsgivende husstandslandbrug.
  • Oplæring i dannelse og drift af spare-låne-grupper, som muliggør mikrolån til vigtige investeringer for de deltagende husstande.
  • Hjælp til erhvervsuddannelse, f.eks. til frisør, skrædder, håndværker, kunstner, chauffør, mekaniker eller inden for handel og erhverv, virksomhedsledelse eller sundhed.
  • Oprettelse af selvhjælpsgrupper for marginaliserede befolkningsgrupper med fokus på iværksætteri, faglig dygtiggørelse, social støtte og evt. rehabilitering.
  • Bevidstgørelse om rettigheder samt retshjælp og psykosocial hjælp til ofre for krænkelser såsom kønsbaseret vold, børnemisbrug og diskrimination.
  • Sygdomsbekæmpelse gennem information, sanitetsforbedringer og sundhedstilsyn i lokalsamfundene.
  • Husly, behandling og anden akut hjælp til nødstedte.

Læs mere om de forskellige aktiviteter her.

Mend the Broken Hearts Uganda er skabt og drives af en gruppe meget engagerede ugandere, der har indgående kendskab til de lokale forhold og den befolkning, som den hjælper. Organisationen styres af en generalforsamlingsvalgt bestyrelse på syv personer med hovedstifter og formand Stephen Tumwebaze i spidsen. Der er nogle få lønnede ansatte, men det meste arbejde udføres på frivillig basis. Et vigtigt element i organisationens virke er fællesskab og sammenhold, og den har stor succes med at bevare tilgodesete personers tilknytning til organisationen. Disse er således med til at hjælpe andre på ret køl og dermed udvide kredsen af personer, der får gavn af organisationens arbejde. Det lokale initiativ og engagement samt frivillighedsprincippet er nøglen til den succes og vækst, som organisationen har haft siden sin stiftelse i 2004. En anden årsag hertil er et frugtbart samarbejde med myndigheder og andre organisationer, hvor man har været god til at supplere hinanden i serviceydelsen og i udviklingsindsatserne, f.eks. på sundheds-, rettigheds- og omsorgsområderne.

En del af Mend the Broken Hearts Ugandas årlige udgifter på omkring 600.000 danske kroner til hjælpeaktiviteterne dækkes af organisationens egen produktion og salg af mursten, landbrugsvarer (især honning), kunst samt evt. håndværksydelser. Dertil kommer kontingenter fra lokale medlemmer og lokal medfinansiering af projekter. Desuden kommer der mindre bidrag fra lokale donorer samt betragtelig støtte fra organisationens protektor, som er det lokale parlamentsmedlem fra Kanungu og viceboligminister Dr. Chris Baryomunsi. Hovedparten af organisationens årlige budget finansieres dog af Støtteforeningen til selvhjælp i Uganda (ca. 400.000 kr.). Du kan her læse om, hvad denne danske støtte baserer sig på, og generelt om partnerskabet mellem Mend the Broken Hearts Uganda og Støtteforeningen til selvhjælp i Uganda.

Du kan hente en mere uddybende beskrivelse af Mend the Broken Hearts Uganda her.