Støtteforeningen til selvhjælp i Uganda fik i november 2015 tilsagn om en bevilling på 386.799 kr. fra Civilsamfundspuljen til projektet "Orphans and Other Vulnerable Children's Households Development Project Kanungu", j.nr. 15-1712-MP-sep, kort kaldet OVC-projektet. Projektets totalbudget var 399.999 kr. Det løb fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2017 og blev udført i samarbejde med partnerorganisationen Mend the Broken Hearts Uganda (MBHU), som stod for hovedparten af den faglige indsats. Støtteforeningens rolle foruden tilsyn og administration var formidling af budskaber om menneskerettigheder, lige ret og muligheder for alle samt styrkelse af marginaliserede grupper.
Projektresumé:
OVC-projektet var et udviklingsprojekt for forældreløse og andre udsatte børn (OVC'er) og deres forsørgere i det meget fattige Kanungu i Uganda. Projektets formål var at forøge disse børn og forsørgeres trivsel og livsvilkår gennem styrkelse af deres rettigheder, muligheder og konkrete bæredygtige indkomstskabende projekter. Tilgangen byggede på mobilisering af civilsamfundet og organisering af selvhjælpsgrupper blandt de svageste husstande med udsatte børn. Der blev sat bred fokus på disse børn og deres værgers rettigheder og skabt en kultur med respekt og støtte blandt folk, organisationer og myndigheder. Husstandene blev udviklet gennem projekterne, der blev skabt og drevet af selvhjælpsgrupperne selv, med henblik på at blive varig selvforsørgende og få ressourcer til at tage sig ordentligt af børnene. Der etableredes to grupper med projekter i hver af 30 landsbyer med deltagelse af over 1500 værger og børn.
- Projektmål nr. 1: Ved afslutningen af det toårige projekt er alle borgere og politiske ledere i lokalsamfundet samt civilsamfundsorganisationer, der er i kontakt med projektet, bevidste om OVC'ers rettigheder, menneskerettigheder og lighedsbegreber og involverer sig aktivt i at beskytte dem.
- Projektmål nr. 2: Ved afslutningen af det toårige projekt er 60 grupper af OVC-husstande i Kanungu Town Council i stand til at skabe sig en konstant indkomst, der kan dække deres basale behov for bl.a. mad, uddannelse, lægehjælp og tøj.
- Der er sket direkte formidling til ca. 5000 personer om rettigheder gennem bl.a. dialogmøder og oplæringsmøder med nøglepersoner og borgere generelt.
- Lokalbefolkningen i hele indsatsområdet er bevidstgjort om rettigheder, særlig udsatte børns (OVC'ers) og kvinders, og deres forpligtelse til at værne om dem.
- Folk er blevet oplært i hævdelse af rettigheder, og det har ført til, at der er registreret markant flere indberetninger, opklaringer og løsninger af sager om overtrædelser af rettigheder. Individer såvel som husstandsgrupper står sammen og formulerer krav, foretager anmeldelser og påberåber sig ret, når de møder undertrykkelse og uretfærdighed.
- Alle OVC'er i projektets grupper går i skole.
- Den lokale organisation MBHU og dens handlemuligheder er styrket gennem gode samarbejder, der er etableret med myndigheder og andre organisationer.
Vedr. projektmål nr. 2:
- 60 selvhjælpsgrupper af OVC-husstande med i alt ca. 600 forsørgere og 1460 udsatte børn er dannet og trænet i indsatsområdets 30 landsbyer.
- Alle grupperne arbejder selvstændigt med spare-låne-aktivitet og driver deres selvvalgte indkomstskabende projekter (primært svine-, gede- og hønsehold samt grønsagsdyrkning) efter modtagelse af startkapital og faglig assistance hertil.
- De fleste grupper er meget velfungerende med godt udbytte af de indkomstskabende projekter og fornuftig spare-låne-aktivitet, og gennem tiltagene har husstandene øget deres levestandard.
- Ved projektets afslutning tjente 63 % af husstandene mindst 270 kr. om måneden mod kun 6 % før dets start. Det bevirker, at husstandene har flere ressourcer til at tage sig af de forældreløse og yde dem medicin/lægehjælp og skolegang/uddannelse.
- Via de igangsatte spare-låne-tiltag, som muliggør mindre investeringer, har flere grupper på eget initiativ lavet nye projekter og forbedringer/-udvidelser af eksisterende aktiviteter.
- Der er dannet lokale sammenslutninger af grupper, hvor der gennem interaktion opnås erfaringsudveksling og styrkelse (enhed, flere ressourcer, stærkere fortalervirksomhed).
- Projektresumé
- Projektdetaljer
- Budget
- Baggrund og behov for indsatsen
- Forhistorie
- Forberedelser
- Styregruppe og projektteam
- Rollefordeling
- Tilgang og principper
- Selvhjælpsgrupper
- Projektmål
- Indikatorer og kilder
- Aktiviteter
- Arbejde i landsbyerne
- Resultater, projektmål nr. 1 og 2
- Indvirkninger, projektmål nr. 1 og 2
- Case story
- Oplysning
Indsatsen har været omtalt i Ugeavisen Odense den 8. oktober 2016 (oplag: 81.778). Download artiklen herunder:
Fra pennevenskab til million-indsamling; Ugeavisen Odense, 8. oktober 2016, s. 1 + 8